Pendulering - fup eller fakta?

Da jeg gik i skole, havde vi piger i klassen en periode, hvor vi pendulerede. Vi brugte en fingerring, som var hængt op i en snor, og så holdt vi snoren, så ringen hang og dinglede lige over indersiden af vores håndled. Hvis ringen bevægede sig på tværs, fik man en søn. Hvis ringen bevægede sig i cirkler, fik man en datter. Hvor denne ”leg” kom fra, aner jeg ikke, men det var vældig pirrende sådan at kunne se et glimt af vores fremtid. Tænkte vi. Som sagt var det bare en leg, men så alligevel ikke.

For et pendul kan faktisk – i de rigtige hænder – bruges til mange ting.
 

Jeg har det samme forhold til mine penduler, som jeg har til min tandbørste. Det er en personlig ting, som helst ikke udlånes til andre.  Indrømmet – et lidt patologisk tilhørsforhold, men sådan er det nu engang. Da jeg i sin tid lærte om krystaller og penduler på skolen, skulle vi vælge vores eget pendul fra en hylde.  Jeg havde for længst udset mig et stort pendul af bjergkrystal, og jeg havde en følelse af, at jeg ville nedlægge den person, som ville driste sig til at tage MIT pendul. Heldigvis kom det ikke så vidt – jeg fik mit pendul uden kamp. Og det har været min elskede følgesvend i årene siden.

Hvad bruger jeg det så til? Tja, det er et fantastisk redskab at have ved hånden, når jeg healer. Pendulet kan på meget kort tid aflæse, hvor kroppen mangler flow i energibanerne, og hvis jeg skal have lidt ekstra power på selve healingen, bruger jeg også pendul. Jeg har brugt pendul til at finde min datters bortkomne madpakke, en ørering stjålet af vores undulat, nøgler, bestemmelse af kosttilskud, olier, farver på væggene og meget, meget  andet.  

Når jeg arbejder med pendul, starter jeg altid med at teste vores ”samarbejde”. Hvis jeg beder pendulet om at vise mig et ”ja”, laver det en cirkelbevægelse i urets retning. Hvis jeg beder det om at vise mig et ”nej”, svinger det fra side til side. Og hvis udsvingene er for små, kan jeg bede pendulet lave svingene større – så fejltolker jeg ikke. Så langt, så godt!

Herefter går jeg i gang med den virkelige opgave – at få pendulet til at give svar på de ting, jeg ikke véd. Og her er det meget vigtigt, at jeg rydder mit hoved for egne tanker, så jeg ikke påvirker udsvingene.

 Et eksempel:  min veninde har en kæreste, som  jeg ikke bryder mig om. Hun spørger, om hun skal gå fra ham, og her må jeg ikke tænke ”ja, hurra”, for så vil pendulet jo følge min kommando og svinge rundt. Jeg er nødt til at tømme hovedet, så pendulet kan fortælle sin historie.

Det sker en gang imellem, at pendulet  bare hænger lige ned i kæden mens det ryster, skælver, dirrer eller lignende.  Og det betyder : ”næh nej du, det her skal du ikke vide, eller også må du spørge på en anden måde.” Og så må man jo forholde sig til det. 

Et par historier om pendulering.

Jeg havde dårligt lært om pendulering, før jeg brugte det første gang. Jeg havde min datter med på skolen, og til frokost havde hun en madpakke , som hun ikke blev helt færdig med. Da hun ½ time senere ville spise resten, var madpakken pist forsvundet!  Jeg fik så den( efter min egen mening) geniale idé at lede efter den med pendulet.  Jeg  gik i gang og fik til sidst indkredset et område helt henne ved den væg, hvor min datter havde siddet.  Men der var ingen madpakke.  Lige som jeg var ved at smide håndklædet i ringen, foreslog en af mine holdkammerater, at vi gik ind og tjekkede det rum, som stødte op til væggen. Og det viste sig at være en god idé, for lige på den anden side stod en skraldespand, og dér lå madpakken!! Nogen havde åbenbart troet, at min datter var færdig med maden og havde derfor smidt den ud. Og at der var en væg i vejen, havde åbenbart ikke generet pendulet.

For at få mere træning i at bruge pendul, fik jeg nu mine venner til at gemme ting og sager, som jeg så skulle finde.

Den sjoveste gang var nok, da jeg hjemme hos min veninde Birgitte skulle finde hendes nøgler, som var gemt til formålet. Pendulet ledte mig op på 1. salen,  ind i hendes  arbejdsværelse og hen til en stor globus, som stod på en sokkel. Og når jeg holdt pendulet hen over globussen, kørte det rundt i store cirkler, som om det ville sige : ”Her, her ,her”. Problemet var bare, at der ikke var nogen nøgler, så det endte med, at jeg gik tilbage til Birgitte og klagede min nød. Hun smilede sødt, gik med ovenpå til globussen og åbnede den øverste halvdel, som fungerede som låg. Og derinde lå nøglerne!

En anden gang var for et par år siden. Vi har en meget tam undulat, som tit er inde i stuen, hvor den leger og flytter rundt på ting. En dag havde jeg lagt mine yndlingsøreringe på sofabordet, og pludselig tog fuglen  en af øreringene og fløj afsted med den. Og da den kom tilbage, var det uden ørering.  Jeg brugte meget tid på at lede, og til sidst kom pendulet i brug.  Her blev jeg igen ledt hen til en væg, og selvom jeg syntes, jeg ledte godt og grundigt, fandt jeg ikke min elskede ørering. Nå, men ugerne gik, og en dag var jeg i gang med at tørre paneler af i stuen.  Pludselig fik jeg øje på noget, som lå mellem gulvbrædderne og panelet og glimtede. Det viste det sig at være øreringen – præcis på det sted, som pendulet havde udpeget. Jeg havde bare ikke tænkt på, at øreringen kunne ligge i en lille sprække i gulvet. 

Men hvad er det så, som får pendulet til at bevæge sig og svare på spørgsmål?  Og er det alle, som har evnen til at pendulere, eller er det kun mennesker med psykiske evner?

 Tja – hvis jeg vidste det, ville jeg nok blive meget berømt og beriget.  Og desværre ved jeg det ikke. Men buddene er mange. Kosmisk energi, pendulguider, magnetisme, Gud, Allah, egen energi  osv.,osv., osv.  Jeg har læst flere bøger om emnet og har set ligeså mange forskellige svar. Personligt har jeg gjort mig den erfaring, at jeg ikke bare lige kan sætte mig ned og få seriøse svar  ud af pendulet.  Jeg er nødt til først at bruge en kort stund på at ”koble” mig til de energier, som ligger til rådighed for os alle. Og så kan samarbejdet starte.

Jeg kan  godt sætte mig ind i, at nogen forholder sig skeptisk overfor pendulering. Det er ikke alle, som har lyst og mod til at tro på ting, som ikke er grundigt gennemforsket og dokumenteret.  Og som derfor ikke har nogen logisk forklaring.

Men jeg kan på det varmeste anbefale, at man prøver at åbne sindet mod det ukendte. Vi véd alle, at det findes, så hvorfor arbejde imod det, når man kan arbejde med det? Der er kun gode ting at hente.

I Danmark for bare 25 år siden, blev akupunktur af skeptikere betragtet som løgn og opspind, fordi man ikke kunne forholde sig til meridianbaner.  I dag gives der tilskud til akupunkturbehandlinger fra bl.a,  Sygeforsikringen Danmark.  Og jeg kan huske, da man grinede af zoneterapi.  Dette får man også tilskud til i dag. Så visse ting flytter sig trods alt, bare de får godt med tid.

Så jeg venter spændt……..

 

 

 

 

 

 

 

 

Frygten for det ukendte

 For 20 år siden – længe inden jeg blev bevidst om mine egne evner – besluttede jeg mig for at gå til en spåkone. En af mine veninder havde været hos hende og var dybt imponeret over den viden, spåkonen havde om hende og hendes liv og laden. ”Og hun kunne se dig helt tydeligt”, fortalte min veninde begejstret. ”Hun beskrev dig helt præcist, fortalte, at du lige var kommet hjem fra Grønland, og at jeg vil møde manden i mit liv via dig”!

Min første tanke var, at spåkonen nok på en eller anden måde havde tilegnet sig oplysninger om min veninde ( hvordan, kunne jeg ikke lige regne ud ), men min nysgerrighed var vakt. Ud over det, stod jeg i mit livs største krise, så hvorfor ikke?

På det tidspunkt havde jeg et noget delt syn på spåkoner/synske/clairvoyante. På den ene side var jeg dybt facineret og tiltrukket af dem ( og det var der nok en grund til ), og på den anden side måtte jeg antage, at de var en flok svindlere alle sammen. For man går ikke rundt og ved ting om folk, som folk dårligt nok ved om sig selv. Eller?

Derfor bestemte jeg mig for, at spåkonen Maria ikke skulle have nogen muligheder for at snyde med mig. Så da jeg ringede og bestilte tid, gjorde jeg det fra en anden telefon end min egen, og jeg opgav kun mit fornavn.

Maria boede i en campingvogn ved de røde husvildebarakker i Valby, og da jeg stod udenfor og bankede på, følte jeg pludselig en voldsom angst. Hvad nu, hvis hun kunne læse mine tanker? Tænk nu, hvis jeg kom til at tænke noget forkert? Og hvad, hvis hun fortalte mig, at jeg var syg og snart skulle dø?

Maria startede med at fortælle mig, at jeg ikke skulle være bange, at hun ikke kunne læse tanker, og at hun ikke beskæftigede sig med alvorlig sygdom og død – det gjorde ingen anstændig clairvoyant. Den følgende time gennemgik hun nænsomt ( og imponerende præcist) min barndom, mine forældre, mit arbejde og mit liv. Mine lyse og mørke sider, mine glæder og sorger. Og hun viste mig mere om mig selv, end hvad jeg havde brugt et helt liv på at finde ud af.

Jeg gik derfra med et større livsmod, end jeg havde haft længe. Og med løsninger, jeg ikke selv havde kunnet finde. Samtidig var jeg meget forvirret i mit hoved over alle de ting, hun vidste om mig, og min hjerne prøvede at overbevise mig om, at hun nok havde snydt. For jeg havde brug for en logisk forklaring. Men snydt med hvad? Og hvordan?

I min hverdag som clairvoyant, møder jeg med jævne mellemrum mennesker med frygt for det ukendte og uforklarlige. Men man skal aldrig være bange for at gøre sin verden større. Komme lidt ud af sin kassetænkning og comfortzone. Fordi man ikke kan se ting, betyder det ikke, at de ikke findes. Og når videnskaben endnu ikke har en forklaring på clairvoyance, kunne det så måske være fordi, videnskaben endnu har meget at lære?