For 20 år siden – længe inden jeg blev bevidst om mine egne evner – besluttede jeg mig for at gå til en spåkone. En af mine veninder havde været hos hende og var dybt imponeret over den viden, spåkonen havde om hende og hendes liv og laden. ”Og hun kunne se dig helt tydeligt”, fortalte min veninde begejstret. ”Hun beskrev dig helt præcist, fortalte, at du lige var kommet hjem fra Grønland, og at jeg vil møde manden i mit liv via dig”!
Min første tanke var, at spåkonen nok på en eller anden måde havde tilegnet sig oplysninger om min veninde ( hvordan, kunne jeg ikke lige regne ud ), men min nysgerrighed var vakt. Ud over det, stod jeg i mit livs største krise, så hvorfor ikke?
På det tidspunkt havde jeg et noget delt syn på spåkoner/synske/clairvoyante. På den ene side var jeg dybt facineret og tiltrukket af dem ( og det var der nok en grund til ), og på den anden side måtte jeg antage, at de var en flok svindlere alle sammen. For man går ikke rundt og ved ting om folk, som folk dårligt nok ved om sig selv. Eller?
Derfor bestemte jeg mig for, at spåkonen Maria ikke skulle have nogen muligheder for at snyde med mig. Så da jeg ringede og bestilte tid, gjorde jeg det fra en anden telefon end min egen, og jeg opgav kun mit fornavn.
Maria boede i en campingvogn ved de røde husvildebarakker i Valby, og da jeg stod udenfor og bankede på, følte jeg pludselig en voldsom angst. Hvad nu, hvis hun kunne læse mine tanker? Tænk nu, hvis jeg kom til at tænke noget forkert? Og hvad, hvis hun fortalte mig, at jeg var syg og snart skulle dø?
Maria startede med at fortælle mig, at jeg ikke skulle være bange, at hun ikke kunne læse tanker, og at hun ikke beskæftigede sig med alvorlig sygdom og død – det gjorde ingen anstændig clairvoyant. Den følgende time gennemgik hun nænsomt ( og imponerende præcist) min barndom, mine forældre, mit arbejde og mit liv. Mine lyse og mørke sider, mine glæder og sorger. Og hun viste mig mere om mig selv, end hvad jeg havde brugt et helt liv på at finde ud af.
Jeg gik derfra med et større livsmod, end jeg havde haft længe. Og med løsninger, jeg ikke selv havde kunnet finde. Samtidig var jeg meget forvirret i mit hoved over alle de ting, hun vidste om mig, og min hjerne prøvede at overbevise mig om, at hun nok havde snydt. For jeg havde brug for en logisk forklaring. Men snydt med hvad? Og hvordan?
I min hverdag som clairvoyant, møder jeg med jævne mellemrum mennesker med frygt for det ukendte og uforklarlige. Men man skal aldrig være bange for at gøre sin verden større. Komme lidt ud af sin kassetænkning og comfortzone. Fordi man ikke kan se ting, betyder det ikke, at de ikke findes. Og når videnskaben endnu ikke har en forklaring på clairvoyance, kunne det så måske være fordi, videnskaben endnu har meget at lære?
Min første tanke var, at spåkonen nok på en eller anden måde havde tilegnet sig oplysninger om min veninde ( hvordan, kunne jeg ikke lige regne ud ), men min nysgerrighed var vakt. Ud over det, stod jeg i mit livs største krise, så hvorfor ikke?
På det tidspunkt havde jeg et noget delt syn på spåkoner/synske/clairvoyante. På den ene side var jeg dybt facineret og tiltrukket af dem ( og det var der nok en grund til ), og på den anden side måtte jeg antage, at de var en flok svindlere alle sammen. For man går ikke rundt og ved ting om folk, som folk dårligt nok ved om sig selv. Eller?
Derfor bestemte jeg mig for, at spåkonen Maria ikke skulle have nogen muligheder for at snyde med mig. Så da jeg ringede og bestilte tid, gjorde jeg det fra en anden telefon end min egen, og jeg opgav kun mit fornavn.
Maria boede i en campingvogn ved de røde husvildebarakker i Valby, og da jeg stod udenfor og bankede på, følte jeg pludselig en voldsom angst. Hvad nu, hvis hun kunne læse mine tanker? Tænk nu, hvis jeg kom til at tænke noget forkert? Og hvad, hvis hun fortalte mig, at jeg var syg og snart skulle dø?
Maria startede med at fortælle mig, at jeg ikke skulle være bange, at hun ikke kunne læse tanker, og at hun ikke beskæftigede sig med alvorlig sygdom og død – det gjorde ingen anstændig clairvoyant. Den følgende time gennemgik hun nænsomt ( og imponerende præcist) min barndom, mine forældre, mit arbejde og mit liv. Mine lyse og mørke sider, mine glæder og sorger. Og hun viste mig mere om mig selv, end hvad jeg havde brugt et helt liv på at finde ud af.
Jeg gik derfra med et større livsmod, end jeg havde haft længe. Og med løsninger, jeg ikke selv havde kunnet finde. Samtidig var jeg meget forvirret i mit hoved over alle de ting, hun vidste om mig, og min hjerne prøvede at overbevise mig om, at hun nok havde snydt. For jeg havde brug for en logisk forklaring. Men snydt med hvad? Og hvordan?
I min hverdag som clairvoyant, møder jeg med jævne mellemrum mennesker med frygt for det ukendte og uforklarlige. Men man skal aldrig være bange for at gøre sin verden større. Komme lidt ud af sin kassetænkning og comfortzone. Fordi man ikke kan se ting, betyder det ikke, at de ikke findes. Og når videnskaben endnu ikke har en forklaring på clairvoyance, kunne det så måske være fordi, videnskaben endnu har meget at lære?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar